I 1984 stod jeg på mit første marked for professionelle kunsthåndværkere – på Frue Plads i København. Siden er det blevet til rigtig mange markedsoplevelser, men fælles for mange af dem har været, at fokus fra arrangørernes side har været meget på publikum og for lidt på udstillerne.
Det er vigtigt at publikum får en god oplevelse, men den bedste til at give den, er en veloplagt og glad udstiller. Idéen bag kunsthåndværkermarkedet CRA-S er derfor at give udstillerne de mest optimale vilkår, for det kommer automatisk publikum til gode.
I 2011 var Frue Plads markedet nærmest var ved at blive kvalt i sin egen succes. Derfor var der lagt op til at der skulle nytænkes, og i den forbindelse kom vi ind på muligheden af at det f. eks. kunne være et nyt marked på Fyn.
”Fint- den snupper jeg”, sagde jeg straks… Og således opstod idéen, så året efter i 2012 havde CRA-S sin debut.
Svendborg har en gammel og velbevaret smuk bymidte, hvor der er et torv der egner sig til telte, marked og masser af mennesker. Vi er en meget kulturvenlig by der er klar til fornyelse og vant til tilflyttere der hæver barren, og en by der både tager imod nyt, men som stadig holder fast i nogle traditioner.
Væsentligt et også at byen skal føle sig som en del af markedet, og tage medejerskab.
En anden vigtigt funktion er at drage unge og børn ind i kultureventen; vi er alle nødt til at tage et medansvar for vores unge generation, de skal jo også have en kultur-dannelse.
Derfor er der også arbejdende værksteder med håndværkere der kan drage børn og unge ind i en skaberverden, der kvitteres med et stykke selvbrændt rakukrus, en flettet kurv eller en trækonstruktion der kan afprøves i det store bassin vi har opsat.
Alle sanseoplevelser på CRA-S har tæt slægtskab til det væsentlige: nemlig oplevelsen af kunsthåndværk og den historiefortælling der er knyttet til det af designe, skabe opfinde og udføre.
CRA-S er et kunstord, afledt af Craft Sydfyn.