På en strand i Oman fandt jeg for år tilbage en smuk lille “sten” med et spiralmønster. Kunne ikke identificere fundet, vidste bare at det var “noget”.
Lang tid efter så jeg et smykke med en tilsvarende “sten” og fik at vide det var en operculum… Dette mærkelige ord dækker over den lukkeprop der sidder på en konkylies bløde krop, og som lukker efter den når den trækker sig ind i sit hus. Jeg vælger at kalde den en konkyliedør.
Mine nye tallerkener der skal samarbejde med mine konkyliekopper, er inspireret af denne dør, med den stramme og geometriske spiral, den lidt tynde og ujævne kant på tallerkenen giver netop den fornemmelse af sprødhed, som jeg faldt for oprindeligt.