Mit hemmelige rum

Flodhest01

En af mine kunder bad mig opfylde et ønske: Vil du lave en flodhest til min kæreste; hun elsker flodheste, og det gør jeg også!
Øh…ja… sagde jeg, men så skal det være en venlig lidt uskyldig tyksak, ikke noget med farlig, og en kæft som bare den med halvmeterlange tænder. Og så skal der bo en parasitrensende hvid fugl på ryggen.
Det var OK.
Jeg havde lige forinden været i Berlin Zoo, og set deres megastore og flotte kanalsystem, hvor flodhestene kunne svømme kilometerlange ture.
I tuneller kunne man se de vægtløse giganter svømme let og elegant, det var et skønt skue.
Jeg drejede delene og satte dem sammen og modellerede dem ind i hinanden så det blev en hel krop. Eksperimenterede med hudfarver og tonede folder og rynker, alt mat og råt undtagen øjnene der blev glaserede og fik liv.
Flodhesten blev hentet, det var næsten som at miste et kæledyr – et lille stik i hjertet. Det viste sig at den (hun) var en bryllupsgave og vielsen foregik d. 7-9-13, det ægteskab kan vist kun blive lykkeligt.