Indtil leret er blevet brændt første gang, er de rå genstande skrøbelige og sårbare for stød og berøring.

“Lerguden kræver sit offer” sagde vi til hinanden på keramiklinien på Skolen for Brugskunst, når en af os kom til at beskadige en af de ting vi arbejdede med.

Et arbejde som er blevet trykket, tabt eller på en anden måde beskadiget står ikke til at redde. Hvis man forsøgte at redde en skål, der stadig var formbar, men havde fået et slag eller var trykket, vendte skaden tilbage igen på et senere tidspunkt. En skål som er trykket oval og forsøges rettet tilbage til cirkulær igen, vil “huske” skaden og efter brændingen dukke frem som oval igen. Det skyldes spændinger og måden lerets struktur er blevet påvirket af skaden.

Så da jeg tabte nogle skåle i dag – blev det lergudens offer…