Islandsk Fårehund

-en personlig racebeskrivelse

En Islandsk Fårehund er en stor hund i en lille hunds krop.

Dermed menes at det er en hund med et stort selvværd, og en stærk psyke. En meget udholdende hund, som er i stand til at løse mange typer opgaver. En hund som ikke nødvendigvis vil lade sig sætte på plads af en stor hund.

Islandsk Fårehund hører til de sjældne hunderacer.

Der findes ca 4000 nulevende registrerede eksemplarer i verden, og her befinder den største bestand på ca. 1800 stykker sig i Danmark.

Racen er fremavlet ved at man på Island har udvalgt hunde med specielle egenskaber gennem århundreder. Island er karakteriseret ved at være et stort, uvejsomt, barskt og tyndtbefolket land. Trods sagaernes blodige beskrivelser, er ufred og røverier meget sjældent forekommet. Derfor har man ikke haft behov for en angrebslysten og bidsk vagthund, men har kunnet koncentrere sig om andre, væsentlige egenskaber:

Egenskaber som vagtsomhed, og vilje til at alarmere sit herskab, deraf evnen til at have let ved at gø.

Egenskaber som at kunne beskytte fåreflokkene og de nyfødte lam mod rovfugle, deraf evnen til at observere og gø af alt der kommer oppefra, såsom krager og egern.

Egenskaber som beskyttertrang overfor små nyttedyr som lam, kid og føl. Dog ikke mere end at næsten alle Islandske Fårehunde vil være interesserede i at jage mus og andre små byttedyr.

Og endelig egenskaber som at være levende hegn omkring det som den opfatter som sin og sin families territorium.

Trods dens udprægede vagtsomhed og hurtige reaktionsevne, er det en race som har nemt ved at stresse af. Vi ser det i det daglige, når hundene har gøet tinnitus'en frem i hele familien: så snart situationen er afklaret igen lægger flokken sig atter ned, som om intet var hændt.

Når vi har gæster og sidder ved sofabordet og samtaler i timevis, ligger hundene roligt rundt omkring og snorksover, indtil vi gør mine til at rejse os igen.

Ulla Sonne

Ikke en helt almindelig situation for en Islandsk Fårehund: Som "lænkehunde" på Frilandsmuseet.

Til gengæld det noget mere almindeligt at nyde dem i fri dressur i naturen