Jeg holder åbningstalen på SAK i Svendborg den 2. december 2017

Udstillingen NordLys - Mørkets Magi

NordLys - Mørkets Magi. 
Med mig som kurator og drivkraft udstillede 6 kunsthåndværkere i et stort mørkelagt hus, kunstbygningen SAK i Svendborg, med en række forskelligartede rum.
I de enkelte rum skabte hver udstiller sin egen fortælling gennem sine værker. Der blev tænkt i gennemsigtighed, lys indefra så form tvinges ud, der blev tænkt i skygger der forvrænger og fortæller om værket på en anden måde, reflekterende og flourescerende tråde, præpareret tang og farvet lys.
Minimal belysning på værket fortalte èn historie på afstand og ved nærlæsning tæt på, en anden.
Her inviteredes beskueren ind og fik udfordret sit sanseapparat. Derfor blev oplevelsen meget forskellig fra person til person, afhængig af deres referencer.
Udstillingen åbnede 2. december 2017 og publikum reagerede med overraskelse og entusiasme. 
Vi hørte mange sige, at det var den bedste udstilling de havde oplevet på det udstillingssted. Rygtet gik og udstillingen blev særdeles velbesøgt.
Baggrunden for udstillingen er alvorlig nok: Det moderne menneske er altid omgivet af lys. I vores telefoner, i vores hjem, i vores gader og i transportmidlerne. Derfor er vi blevet utrygge ved mørke, ligesom vi er blevet utrygge ved stilhed, fordi vi altid lever i støj.
Men i stedet for at forsøge at døve sanserne med lys og bortforklaringer, kan vi bruge det som en forudsætning for en række nye oplevelser og fordybelse.
Ved at søge væk fra lyset og ud i vintermørket oplever vi stjernehimmelen, følger med i månens skift fra krum streg til fuldkommen kugle og ser satelitterne som en evigt turnerende lysende prik.
Lyset i mørket skaber billeder og historier.

Uden lys findes ingen grænser...

En flok af flagermus dukker pludselig frem i mørket.
Jeg havde modelleret 15 forskellige flagermus og flyvende hunde som var blevet hængt op under loftet og pludselig kom til syne i skæret fra to svage "månelys"spots, der blev tændt af en bevægelsessensor.

Værket "Thistlegorm" er inspireret af en oplevelse under et natdyk på et navnkundigt vrag i Rødehavet. Diodelysene toner langsomt op og ned uafhængigt af hinanden og giver porcelænskræmmerhusene en meditativ og drømmende atmosfære

En gruppe Argonauter udstyret med diodelys ligger halvt begravet i sandet og skaber sin egen lille verden.

For at kaste lys over tre Fungiakoralskåle havde jeg modelleret nogle små porcelænslamper.


Glasmageren Karen Lise Krabbe forsker bl.a. i tang og havde skabt et veritabelt skatkammer med to "mumier" i præpareret tang forsynet med farvet lys og med "gravgaver" af glas.


Ædelmetalformgiver Rikke Lunnemann har opbygget et univers i sort og hvid omkring et dukkehus og et landskab som bølger til begge sider. På den måde udforsker hun Lysets møde med Mørket - Mørkets poetiske Lys.
Mørket er forudsætningen for Lysets poetiske fortælling.


Karen-Lisbeth Rasmussen har arbejdet meget med murudsmykninger i tegl og udstillede nogle murmodeller som illustrerer hvordan lyset forandrer reliefferne over dagen


Keramisk Designer Anne Bannick fremstiller delvist transparente værker i et specielt japansk ler og leger med begrebet Tudsemørke; når natten falder på, vågner et dyreliv op, som er afhængigt af mørket. Insekter svirrer i luften og tudser kravler rundt mellem sivene.


Tekstildesigner Dorthe Meret Lykke Jensen har studeret skyer og tordenvejr som forberedelse til udstillingen, som byder på en serie lyn (nederst til venstre) i form af reflekterende tråde indvævet i stoffet. De er kun synlige når de betrgtes direkte forfra ved en kraftig lyspåvirkning.
Publikum inviteres til  at udforske skyernes skygger (øverst til venstre) eller blot nyde synet når lyset slukkes og flourescerende tråde træder frem...