Ses vi på Frue Plads?

  • 6. august 2019

Igennem mange år har august måned stået i Frue Plads Markedets tegn.
Hvert år har jeg ligget vandret i luften for at skabe nye varer at vise frem. Og det er en fantastisk chance for at hilse på gamle kunder og træffe nye bekendtskaber.

Så sent som i 1. august tømte jeg en brændefyret ovn på Guldagergaard og fik hentet både nogle vellykkede Fungia-skåle, men også en række krus, minivaser og andre skåle ud med spændende aflejringer fra ildstormen. 

Jeg er meget optaget af porcelæn, stentøj, brændefyring og sodaglasering, og af at genskabe elementernes rasen henover havets beboere, men helt har jeg ikke forladt det højtbrændte lertøj.
Så der vil også være søpindsvin og Argonauter og meget andet at finde i bod nr. 60, på pladsen mellem Universitetet og Frue Kirke, ikke langt fra Fiolstræde.