Al tekst og billeder på denne hjemmeside tilhører kennel Halgrimm og må ikke frit kopieres

 

 

Hundeliv på Island

I sommeren 1998 besøgte vi Island og havde blandt andet lejlighed til at vandre nogle dage i naturen sammen med de indfødte og deres hunde.

Her er en lille beretning med vores indtryk fra turen:

Med et kraftigt reb i en sele bliver hundene hejst op ad den stejle klippeside

 

Den Islandske Fårehunds hjemland

I et kvarters tid havde vi snoet os i gåsegang gennem den lave kratbevoksning, bestandig opad fra flodsengen, og efter at have kravlet rundt om et klippefremspring, stod vores lille gruppe nu foran en stejl, forvitret klippevæg, som rejste sig 10-15 meter over os.
For fladlands-beboere som os, uden erfaring i at klatre i klipper, syntes den uoverstigelig.
Men for de indfødte islændinge i gruppen var det ikke noget problem; der var jo en kæde...
Raskt og behændigt klatrede Gunni op ad kæden, fulgt af Thorsteinn. Et øjeblik efter fløj et reb gennem luften oppefra, og roligt og sikkert kunne vi andre klatre op ad kæden, med en sikkerhedsline under armene. Eller rettere: menneskene kunne, for vi havde også hunde med, og de måtte hejses op, én efter én.

I løbet af en halv times tid var gruppen oppe, og vi kunne sidde et lille stykke tid og nyde solens beskedne stråler. Da alle havde fået vejret, og rebet var pakket sammen, brød vi op, for snart efter at kigge ud over en klippekant med et lodret fald på 75-100 meter. Under os buldrede to store vandfald, et med klart kildevand, et med gråt og mælket smeltevand fra gletjeren. De to vandfald mødtes i hver sin ende af den samme sø, og det var tydeligt at se, præcis hvor de løb sammen. Oppefra lignede det næsten et kæmpe fysikforsøg.
Da vi alle havde set os mætte, forsatte vandringen, nu i saftigt grønt græs, i et landskab med lav kratbevoksning og stor frodighed.

  Gruppen bestod af en lille snes mennesker, tre danskere (Ulla og Sten med vores 18-årige datter Maja), resten islændinge, fra 5-65 år og et dusin Islandske Fårehunde. Stedet var Núpsstadarskógur, en lille dal som strækker sig ind mod Vatnajökull, en enorm gletsjer på det sydlige Island.
Vi tre danskere var blevet inviteret med på den årlige sommervandring, arrangeret af den islandske Islandsk Fårehundeklub, D.Í.F.
Klubben rekrutterer størstedelen af sine medlemmer fra Reykjavik-området, og har regelmæssige vandreture hver anden tirsdag, året rundt. Men én gang årligt arrangerer klubben en sommer-vandretur i vildmarken på en 4-5 dages varighed, og det gav os en enstående chance for at opleve Islandske Fårehunde i deres oprindelige miljø.

Island er et meget vådt land, gennemskåret af utallige vandløb. Islandske Fårehunde er da generelt også meget glade for vand.

Fordelen ved et klippelandskab er, at man nemt kan finde en god udsigtsposition, hvor man kan få et godt overblik over det hele

Der er masser af barsk natur på Island, men der er også områder med en helt fortryllende blomsterpragt, som det fremgår af billedet her.

En uberørt natur
Den islandske natur er fabelagtig. Når man kommer blot få kilometer væk fra hovedlandevejen rundt om øen, føler man sig hurtigt som det første menneske nogensinde på dette sted. Veje og stier hører op, vandet kan drikkes direkte fra kilder og bække, ingen mennesker er synlige eller høres, der flyder ikke spor efter civilisationen i form af ispapir eller coladåser. Luften er ren og klar, og udsynet stoppes ikke af dis eller træer. Den klare luft, og mangelen på veldefinerede størrelser som huse, træer, telefonpæle etc., gør det lidt svært at vurdere afstande. Ting som ser ud til at være et par kilometer borte, kan sagtens vise sig at være 10 km væk. Er man er kommet lidt i højderne, rækker blikket snildt 100 kilometer.
Hundenes årvågenhed og udholdenhed er legendarisk.

På et tidspunkt oplevede vi, hvordan en gruppe på tre hunde fik øje på et par ravne og jagtede dem over en afstand af 3-5 kilometer, op og ned ad bakker, til hundene til sidst ikke længere var synlige med det blotte øje. Vi kunne ikke gøre andet end at vente. Efter 10 minutter kom den første til syne igen som et lille dansende støvfnug på bjergsiden, og i løbet af en snes minutter var alle tilbage igen, lidt forpustede måske, men hvad - det er jo byhunde, vi følges med, de store distancer er uvante for dem.

Mellem tæverne indbyrdes var der ingen nævneværdige problemer - de løb fri det meste af tiden, når vi gik. Med hanhundene forholdt det sig lidt anderledes. De blev straks taget i snor, når gruppen holdt hvil, for derefter at blive sluppet én ad gangen, når vi satte os i bevægelse igen.
Efter kort tid endte det i slagsmål og når to startede, kom resten til og det blev et virvar af hundekroppe, hvor totterne fløj ud til alle sider. Folk forsøgte med råben og sparken at skille flokken ad - men det eneste effektive var at tage fat i bagkroppen på hver sin hund. Desværre er ikke alle hurtige eller modige nok til det, så det var svært. Gradvis blev der længere imellem slagsmålene - for folk forsøgte fortsat at slippe hundene fri, og til sidst fungerede flokken stort set. Hanhundene holdt afstand og klarede sig med kropssprog, og en enkelt ret aggrissiv han blev ligefrem moppet af resten. Så enden blev at han måtte holdes i snor og resten løb fri, Så der opstod ganske få opgør de to sidste dage på vores tur. Ingen hunde fik nævneværdige skader ud over smårifter.

Gæstfrihed
Vores teltlejr blev anlagt på selve flodsengen, så vi havde et plant underlag, og frisk vand var tilgængeligt i en lille kilde tæt på. Kilden dannede et vandfald og en lille dam, så for de rigtig friske var der også mulighed for en lille svømmetur i det 5 grader varme vand. Vores værter udviste en helt enestående hjælpsomhed overfor os, de nærmest kappedes om at låne os kogegrej og varmt tøj, og en af de sidste aftener kom vi til at sige ja tak til middagsinvitation fra hele tre familier på en gang. Den aften fik vi formelig forstoppelse af lækkert grillstegt lammekød!
I det hele taget forsømte de islandske turdeltagere ingen lejlighed til at drage os med ind i samværet, selv om vi naturligvis havde lidt svært ved at følge snakken, når det foregik på islandsk. De fleste islændige forstår skriftligt dansk, men har svært ved vores underlige udtale, så en stor del af kommunikationen kom til at forgå på skandi-engelsk, hvilket egentlig også fungerede udmærket.

På turens sidste dag blev vi kørt igennem det område, som året før var blevet totalt raseret af store vandmasser efter et vulkanudbrud under gletsjeren. Bl.a. fik vi set en af de nye broer som var blevet opført, en af deltagerne i turen havde nemlig været projektleder på byggeriet, og vi fik lidt indtryk af, hvilke kræfter man er oppe imod, når man vil bygge veje i Island. Turen sluttede med en afstikker til Svartifoss med de enestående vulkanske krystaldannelser, og Skógafoss med Islands mest fotogene vandfald.
På den tur oplevede vi en gæstfrihed og en natur, langt ud over det sædvanlige.